Historie
RACEAVL JA – TAK ! - en historisk begrundelse
Udgivet af SELSKABET FOR DEN RENAVLEDE KNABSTRUPPERS BEVARELSE.
Vi kender alle fortællingen om hvorledes slagter Flæbe i Holbæk, købte eller fik eller stjal en spansk hoppe fra en officer fra de spanske tropper som var her i landet i 1808. Endvidere hvorledes den senere blev solgt til Knabstrup Gods, og efterfølgende ført til en gul frederiksborghingst fra Løvenborg Gods. Denne handling førte så til bl. a. flæbehingsten, og knabstrupperracen var grundlagt.
Men mange andre spørgsmål ligger stadig ubesvaret hen og vi vil gerne her prøve at lave et lidt større perspektiv på hele forløbet, stille nogle spørgsmål og forsøge at give nogle historiske svar på f.eks. hvorfor var de spanske tropper overhovedet i landet? Hvor mange var de? Hvad skete der under deres ophold.? Hvad kostede det ? Hvorfor og hvornår tog de hjem igen ? Hvilke konsekvenser havde det at de havde været her ?
Efter grundlæggelsen og stabiliseringen af racen er det jo nærliggende at stille spørgsmålene: Hvordan overlevede racen ? Hvor og hvordan avledes den i de efterfølgende 200 år ? Tog man særlige hensyn for at bevare Knabstrupperen ? Hvordan har racen overlevet i nyere tid ? Hvorfor er netop Knabstrupperen så genfast ? Hvorfor har hybridavl ikke ret store muligheder for at lykkes ?
Her i kongeriget har vi store og fasttømrede traditioner for at have ufatteligt naive, for ikke at sige direkte ubegavede konger og politiske rådgivere til samme. Siden Christian d. 4 og han uheldige indblanding i trediveårs krigen er det gået stabilt ned af bakke for riget. Når man står og ser på danske kongeportrætter fra den gang og frem, får man umiddelbart et indtryk af konger, hvis hoved, generation for generation, bliver mindre og mindre. Samtidig bliver det fårede udtryk mere og mere udtalt. Yderligere taget i betragtning at malerne har gjort deres yderste for at fremstille monarken så positivt som muligt, uden at tabe ligheden – ja så må det jo have været værre end man forestiller sig.
Sådan var situationen også i 1808. Rigets konge Christian d. 7, var traditionen tro sindssyg, og landet havde reelt været styret af kronprinsen i 24 år.
I Europa rasede, på det tidspunkt, det man kalder Napoleonskrigene. England og Frankrig stredes om magten i Europa, på verdenshavene og i kolonierne. I denne forbindelse fik Napoleon den fikse ide at etablere en handelsmæssig spærring af England. England skulle forhindres i at få forsyninger fra fastlandet, og deres mulighed for eksport skulle også forhindres – de skulle kort sagt sultes ud.
Det Dansk Norske rige var ikke direkte indblandet i krigen, men valgte at gå med i fastlandsspærringen, og blev reelt Napoleons allierede. Og set i bakspejlet må man sige at vi som sædvanlig satsede på den forkerte hest.
Sverige derimod ville ikke deltage og Frankrig og Rusland, som var allierede, ind til de nogle år senere røg i totterne på hinanden, erklærede krig mod Sverige.
Strategien var at Rusland skulle falde ind i Finland, og den Dansk Norske hær angribe over den svensk norske grænse. Endelig skulle det egentlige angreb komme fra Danmark over Øresund. Hele operationen stod under kommando af marskal Baptiste Bernadotte, som ironisk nok senere blev konge af Sverige.
For at understøtte den danske hær, der som sædvanlig var i elendig forfatning, besluttede den franske hærledelse at sende et hjælpekorps til Danmark.
Frankrig var på det tidspunkt hårdt trængt, og derfor var ca. halvdelen af korpset spansk. Spanien var underlagt Napoleon, og da fransk sejlads i Atlanterhavet og Nordsøen stort set var umulig p.g.a. Royal Navy`s dominans, må de simpelthen være gået herop. Med disse spanske tropper har vores lille hoppe været.
Hjælpekorpset bestod af 32000 mand. Fordelt på 22 regimenter hvoraf de 13 var spanske og hele korpset var under kommando af den spanske general Pedro de la Romano, hvis hovedkvarter lå i Nyborg.
De første tropper ankom til Flensborg i begyndelsen af marts måned 1808. Øjenvidner beretter at indtoget foregik med klingende spil og blinkende bajonetter, men efterhånden som troppetoget passerede forbi blev march og udrustning mere og mere ussel og hovedindtrykket af den sejrrige franske hær og deres spanske kollegaer var mildest talt skuffende, især de spanske tropper så mere ud til at tænke på at beskytte sig mod det forfærdelige vejr de blev konfronteret med, end at bevare deres militære anstand.
Korpset blev fordelt over hele landet, og for at sikre overgangen til Sjælland blev linieskibet Prins Christian Frederik kommanderet til Storebælt. Det kom dog ikke længere end til sjællands odde, hvor det den 22 marts blev sænket af to engelske linieskibe og tre fregatter. Den store søhelt fra slaget om København søløjtnant Peter Willemoes fik ved denne mindeværdige lejlighed skudt hovedet af af en kanonkugle. Et af de store nationaltraumer, hvor vi som sædvanlig fejrer nederlag som sejr. Vi kender jo alle Grundtvigs digt om episoden "De snekker mødtes i kveld på hav o.s.v.”
Hele dette enorme opbud af tropper skulle jo betales, og ak ja det havde Danmark indvilget i. For at få et overblik er her en opgørelse over forbrug på en dag:
6 divisiongeneraler a 50 rigsdaler 300 rigsdaler
9 brigadegeneraler a 20 rigsdaler 180 rigsdaler
36 oberster a 7 rigsdaler 48 sk 270 rigsdaler
96 stabsofficerer a 3 rigsdaler 72 sk 360 rigsdaler
338 kapt/ritmestre a 2 rigsdaler 48 sk 845 rigsdaler
906 løjtnanter a 1 rigsdaler 48 sk 1.359 rigsdaler
30.000 menige a 32 sk 10.000 rigsdaler
8.000 rationer havre, hø og halm 68 sk 5.666 rigsdaler
8.000 rationer havre, hø og halm 68 sk 5.666 rigsdaler
Kørsel, transport 500 rigsdaler
Hospital til 1.000 mand 520 rigsdaler
I ALT 20.000 rigsdaler pr. dag
Hele opholdet kostede 5 millioner rigsdaler !
Et efter datiden enormt beløb.
Det var meningen at de selv skulle betale forplejning, men da de forlod landet viser antallet af efterladte regninger og klager fra værter at det ikke fandt sted i større omfang. Heldigvis forlod de, af omstændigheder vi senere skal se på, landet efter ca. fire måneder.
Men alt i alt var de spanske tropper vellidte og genstand for positiv nysgerrighed. Man undrede sig over deres spisevaner med olie og hvidløg, og de spiste hvidt brød til hverdag. De røg tobak og holdt siesta. Legede med børnene på en måde der ikke var almindelig og fangede katte og stegte dem og nægtede at spise byggrød og øllebrød. Så da de forlod landet var det i en positiv stemning. De havde jo været her som allierede og ikke som besættere.
Men hvorfor forlod de landet allerede efter fire måneder ?
Nede i Spanien, som reelt var underlagt Frankrig, begik Napoleon den fejltagelse at udnævne sin bror til konge. Det gjorde at hæren skulle sværge troskab til den nye påtvungne monark. Det ville hæren ikke, og denne vægring udløste en meget blodig borgerkrig.
I Danmark sad general Pedro de la Romano med sit udstationerede troppekontingent i en meget penibel situation. Tropperne i Danmark ville heller ikke sværge troskab til Napoleon bror, og hvordan skulle han komme hjem med sine 13 regimenter gennem et Europa domineret af Frankrig.
Hjælpen kom fra en uventet kant. England sendte simpelthen en hemmelig agent til generalens residens i Nyborg. Agenten, som var katolsk præst, hed James Robertson. Med diverse falske papirer blev han sat i land ved Wesers munding. Han talte flydende tysk, og hans dække var at han var handelsrejsende i chokolade og cigarer. Bevæbnet med et udsøgt sortiment af nævnte varer, støttende sig til sine falske papirer, rejste han fra Hamborg til Nyborg. Her lod han sig introducere hos generalen, som indvilgede i at modtage ham.
Med en kasse cigarer under armen og et pund delikat chokolade indfandt han sig til mødet. Dette fik ,for generalen et, noget overraskende forløb. Efter de indledende høfligheder gik Robertson direkte til sagen. Han fortalte at han var sendt af den engelske regering med følgende tilbud. Den engelske regering ville uden betingelser afhente de tropper der stod under hans kommando og bringe dem hvorhen de ønskede det.
Dette tilbud blev jo ikke stillet for generalens blå øjnes skyld, men jo udelukkende for at svække Napoleon. Helst så England at de blev sejlet tilbage til Spanien så de kunne deltage i opstanden, hvilket også blev resultatet.
Der blev intet skrevet ned om aftalen, og for at bekræfte at han virkelig var engelsk udsending medbragt Robertson et brev fra en af generalens engelske bekendte, hvis håndskrift han genkendte.
Generalen var kommet ud af sin isolerede og kedelige situation og England havde svækket Napoleon – sådan skal det gøres.
Aftalen indebar at de spanske tropper skulle samles ved Nyborg og på Langeland, hvorfra engelske troppetransportskibe skulle afhente dem.
Franskmændene forsøgte af alle kræfter at forhindre spanierne at stikke af. Men i slutningen af juli var der samlet 9000 spaniere på Langeland og resten ved Nyborg. Man ventede i ca. tyve dage så kom skibene og tog alle ombord. Undtagen 600 hingste som man ikke havde plads til. På grund af nogle brunstige hopper i nærheden opstod der et veritabelt ”hingsteslag” på stranden, og efter nogle timer lå mange af hestene døde tilbage. Men mangen en fynbo har sikkert fået sig en gratis hest.
På Sjælland gik det anderledes. Spanierne gjorde også her modstand men kunne ikke komme over Storebælt til indskibning. Den danske hær stod for afvæbning af de sjællandske spaniere, og det foregik stort set fredeligt. Der blev oprettet lejre hvor man holdt dem internerede indtil de under fransk kommando blev ført til Frankrig som fanger.
Det er under denne sidste fase slagtermester Flæbe fra Holbæk på en eller anden måde kommer i besiddelse af Flæbehoppen. Som bekendt bruger han den selv i et par år hvorefter han sælger den videre til Knabstrup Gods. Jeg har prøvet at finde omtalte Flæbe i diverse lokalarkiver, men det nærmeste jeg er kommet til nu ,er en formodet datter, og det beviser jo at navnet har eksisteret i området.
Vi er nogle der altid har ment at der tilsyneladende var en vis forskel på de kendte jyske og sjællandske linier, og frisætningen af hingstene på Nyborg strand kunne godt tyde på en berigtigelse af dette.
I Spanien var det, og er det til dels stadig noget der betød ulykke ,at have en plettet hest i sin stald. De nærmere omstændigheder kender jeg ikke, udover at det er noget indviklet katolsk halløjsasa.
Hvad gør en fornæret spansk bonde så når han bliver belemret med sådan en ulykke, ja han sælger selvfølgelig kræet til militæret, som altid i Spanien havde brug for heste til deres ekspansive adfærd. Det er formodentlig grunden til at Apaloosaen kom til Amerika i så stort et antal, at den i dag er overalt.
Et andet underfundigt problem er at spanske tropper normalt kun havde hingste med i aktive krigssituationer, så hvordan de har fået fumlet en hoppe med er lidt ejendommeligt, men i krig sker der jo mange mærkelige ting. F.eks. kørte den spanske kommandant i Roskilde rundt i byen med et æselforspand.
Hvad fik det stakkels kongerige så ud af hele denne anstrengelse. Mest negative ting: På grund af vores understøttelse af Napoleon mistede vi Norge. Flådens sidste rester var endelig og totalt tabt. Statsbankerotten i 1813 var en direkte følge af det uheldige engagement. Og frysende spanske soldater fyrede så kraftigt at det prægtige Koldinghus brændte ned til grunden.
Men der var også positive ting. Den første spansk – danske ordbog udkom i sommeren 1808. OG SIDST MEN IKKE MINDST FIK VI SKAB GRUNDLAGET TIL DEN HELT UNIKKE HESTERACE: KNABSTRUPPERRACEN.
Det kan godt være at nogle ville mene at det var grumme lidt i bytte, men nu har vi haft denne dejlige hest i 200 år. Det på trods af at mange angreb på dens integritet har været forvoldt gennem tiden. Sidst den altødelæggende indkrydsningsstrategi planlagt af historisk og genetisk uvidende personer. Set i et historisk perspektiv skulle de skamme sig. Jeg står personligt inde for at de to værste anslag mod Knabstrupperen er branden på Knabstrup Gods, hvor næsten hele bestande brændte inde. Og formuleringen af "forbedring via indkrydsning". Formuleret af kredsen omkring en vis hestehandler fra Københavns omegn. Jeg skal undervej forsøge at forklare hvorfor hybridavl ikke kan lykkes.
Det var lidt om hvor tilfældigt historien former sig. Midt i al dette kaos opstår en hesterace som viser sig at besidde så gode egenskaber at den på meget kort tid breder sig til det meste af Sjælland. Naturligvis var udbredelsen kraftigst i nordvest Sjælland og Odsherred.
Danmark var et udpræget landbrugssamfund, udflytningen efter stavnbåndets ophævelse var forbi, og landets generelle elendige økonomiske forfatning omfattede naturligvis også landbruget, hvis krise toppede 1817.
For at få erhvervet til at fungere skulle man jo bruge god og stabil trækkraft, og derfor var avlen i Danmark allerede dengang sat i system. Sameje af hingste var ganske almindeligt, og der opstod mange steder såkaldte egnsheste. Nogle af dem vi kender er Bårup hesten og Odsherreds hesten.
Knabstrupperen må også betragtes som en sådan. I modsætning til de andre egnsheste overlevede Knabstrupperen, og det gjorde den fordi dens egenskaber, nøjsomhed, styrke, omgængelighed, sundhed m.m. gjorde den til en skattet medarbejder, lidt ligesom da den grå Ferguson kom til landet i halvtredserne.
Alle de andre egnsheste havde en kort opblomstringstid, men forsvandt så igen, fordi man ikke kunne holde egenarten af de evner man oprindeligt havde bygget på. – og hvorfor kunne man så ikke det. Det kunne man ikke fordi grundlaget for raceavl ikke var genetisk tilstede. I det gamle landbrug, hvor man grundlagde f.eks. den røde ko, vidste man at hvis man havde fået en god kombination, var der kun en vej frem, og det var linieavl, derfor var de store malkebesætninger nærmest lukkede familiebesætninger, og bønderne var meget påholdende med at levere køer til andre for ikke at give sine egne linier væk. Selvfølgelig udvekslede man linier, men helst kun på handyr siden.
Alle de andre egnsheste havde en kort opblomstringstid, men forsvandt så igen, fordi man ikke kunne holde egenarten af de evner man oprindeligt havde bygget på. – og hvorfor kunne man så ikke det. Det kunne man ikke fordi grundlaget for raceavl ikke var genetisk tilstede. I det gamle landbrug, hvor man grundlagde f.eks. den røde ko, vidste man at hvis man havde fået en god kombination, var der kun en vej frem, og det var linieavl, derfor var de store malkebesætninger nærmest lukkede familiebesætninger, og bønderne var meget påholdende med at levere køer til andre for ikke at give sine egne linier væk. Selvfølgelig udvekslede man linier, men helst kun på handyr siden.
Alle de andre egnsheste havde en kort opblomstringstid, men forsvandt så igen, fordi man ikke kunne holde egenarten af de evner man oprindeligt havde bygget på. – og hvorfor kunne man så ikke det. Det kunne man ikke fordi grundlaget for raceavl ikke var genetisk tilstede. I det gamle landbrug, hvor man grundlagde f.eks. den røde ko, vidste man at hvis man havde fået en god kombination, var der kun en vej frem, og det var linieavl, derfor var de store malkebesætninger nærmest lukkede familiebesætninger, og bønderne var meget påholdende med at levere køer til andre for ikke at give sine egne linier væk. Selvfølgelig udvekslede man linier, men helst kun på handyr siden.
Det med den gode kombination er i vores genetiske tider oven i købet fastslået, med følgende konklusion. Når man krydser to dyr af samme art men af forskellig race, er chancen for at opnå en heldig fremgangskombination 1 : 25, det vil sige at hvis man laver hundrede gadekryds vil kun fire af disse skille sig ud som værende bedre end gennemsnittet. Det er på dette grundlag man godt kan forstå at et hybridavlsforbund som DV, på trods af de tusinde og atter tusinde heste de har produceret gennem årene, ikke dominerer alle hestesportsgrene i verden.
Men et simpelt regnestykke fortæller hvorfor: Totalproduktion heraf 4% = antal heste bedre end gennemsnittet. Derfor kan hybridavl ikke lade sig gøre, hvis man vil fremgang over en bred front Det er det samme koncept Knabstrupperforeningen for Danmark har benyttet i 25 år. Tillykke !
Avlere ser måbende til når deres investering i brugen af en billedskøn præstationhingst, ikke giver bare en brøkdel af det ,de havde håbet på. Indenfor moderne knabstrupperavl har man flere gange sagt, 'der er den' om en hingst. Disse hingste er blevet matadorhingste, men resultatet har aldrig levet op til forventningerne. Det er fordi ved hybridavl passer de genetiske koblinger ikke – man aner ikke hvad man får, og jo mere man prøver i øst og vest jo værre bliver det.
Det er ikke til at vide hvorfor netop kombinationen mellem Flæbehoppen og den gule Løvenborghingst var så unik, men fakta er at den modelerede nogle meget attråværdige egenskaber. Og uanset hvilken farve Knabstrupperen ville have haft, havde den fået sin udbredelse. Nu havde den tilfældigvis også, må man nok sig, et meget særpræget ydre.
At den blev linieavlet til det yderste i de første 5 – 6 generationer har åbenbart været med til at cementere alle dens egenskaber.
Med hensyn til pletterne ved vi nogenlunde hvordan Flæbehoppen så ud, og den gule frederiksborghingst havde afstemningsmæssigt fat i linierne fra det tigrede stod, og det har formodentlig været med til at stabilisere foretagendet.
Vi kender alle fortællingen om avlens start på Knabstrup Gods. Den besiddende families generationsskifter, og billeder og skrifter fra tiden op gennem 1800 tallet ,og det må her bemærkes at det i skrivende stund er den samme familien Lunn, som stadig sidder på Knabstrup Gods.
Desværre findes de gamle stutteribøger ikke. Mange har været på jagt efter dem, og en dyrlæge fra Jyderup skriver at han mener at have set dem i 1910. Det mest sandsynlige er at de er brændt sammen med stutteriet , for at de har eksisteret kan ikke betvivles. Alle større bedrifter førte omhyggeligt disse ting over al avl. Men måske dukker de op en dag. Dette skete nemlig i 2001 da jeg på Gl. Estrups arkiv fandt en del af stutteribøgerne over knabstrupperavlen på Gunderslevholm Gods, som er beliggende mellem Sorø og Næstved.
Dette fund viser at udbredelsen af knabstrupperen er gået langt hurtigere, og været mere omfattende end man har kunnet forestille sig. Det drejer sig om elleve originale håndskrevne stamtavler, og nogle folings og bedækningslister. Stamtavlerne bekræfter på skrift nøjagtigt hvad der avlsmæssigt skete i de første fire generationer, helt tilbage fra Flæbehoppen. Folings og bedækningslisterne er interessante fordi de også beskriver føllenes farver og hvor de blev solgt til. Så vidt jeg ved er det de eneste førte lister som er lavet i den periode hvor det skete.
Historien om knabstrupperne på Gunderslevholm er følgende:
Omkring 1850 sad et ungt godsejerpar på Gunderslevholm. Den unge godsejer dør, og efterlader sin enke som enearving. Hun syntes ikke hun magter opgaven med den landbrugsmæssige side af godset, og forpagter ud til en Hr. A.B. Andersen. Dette sker i 1852.
Hr. Andersen var at betragte som det man dengang kaldte en foregangsmand, altså en der ville udvikling. Han importerede nye svineracer fra england, var med til at indføre og udbrede Yersey kvæg o.s.v. På denne baggrund kastede han også sin interesse på den nye hesterace, vores elskede Knabstrupper.
I de papirer jeg har fundet er der seks hopper og tre hingste i avlen. De fleste hopper, kan man se er købt fra Knabstrup Gods.
Bl.a. kan jeg nævne Flæbe no. 4 som i 1853 får sit første føl som firåring, med hingsten Frode. Indtil 1871 får den atten føl. Så racen var også yderst levedygtig. Så hvis vi skal lave en rigtig useriøs statestik – men tankevækkende alligevel, så kan han, på de seks hopper mageligt have lavet ca. 100 føl. Hvor mange avlshopper han har haft i avlen, de tyve år han var aktiv, er jo umuligt at vide, men det kan sagtens have været mange flere.
Alle disse heste er jo blevet spredt, og fra at være en hest forbeholdt de større gårde, blev den nu også almindelige bønders eje. Desværre går Hr. Andersen fallit i 1871, og indtil de genfundne papirer viste os nøjagtigt hvad det var der foregik på Gunderslevholm, var det jo kun en myte at der havde været andre betydelige avlscentre for Knabstrupperen i opformeringsperioden.
Så da stutteribranden satte en stopper for målrettet avl på Knabstrup Gods, og Hr. Andersen gik fallit, var hesten spredt på Sjælland, og havde allerede befæstet sit gode ry.
At den var anderledes i skindet var ikke noget man gik særligt højt op i, ja somme forsøgte at bortavle det, med lidet held. Men gamle avlere sagde allerede dengang at hvis man fjernede pletterne forsvandt det særlige sind også. Om det er rigtigt skal jeg lade være usagt.
Avlen var stort set lige så organiseret for heste som den er i dag. Registreringen og bedømmelse foregik i dyreskue regi, og derfor er mange af vores afstamningsoplysninger netop fra dyreskuekataloger. Jeg må lige nævne at der er fortællinger om et tredje betydeligt avlscenter, nemlig Tjele Gods i Jylland. Så vidt jeg ved er det aldrig blevet undersøgt til bunds hvorledes avlen blev drevet, hvor hestene kom fra og hvad der blev af dem.
På trods af at man ikke gik særlig meget op i farvesætningen, ser det ud som om det alligevel er det der har holdt avlen samlet. De bønder som satte pris på Knabstrupperens ydeevne og gode karater, havde ikke svært ved at finde hinanden. Og det ser ud som om avlen på vestsjælland havde sin egen indre disiplin. Der blev , i slutningen af 1800 tallet og starten af 1900 tallet, indkrydset behersket.
Disse indkrydsninger foregik overvejende med Frederiksborgheste. Ikke de ødelagte stammer fra det nedlagt stutteri, men det var heste der var efterkommere af de udstationeringer som stats stutteriet gudskelov, gennem hele sin eksistens, havde tradition for.
Det var godt nok ikke de bedste heste man overlod til bønderne, men det positive var at man stort set havde undgået at få heste fra den altødelæggende periode , hvor man prøvede at redde stutteriet med hybrid avl, for tilsidt at destruere sig selv definitivt, med en periode, udelukkende med indkrydsning af fuldblod.
Jeg ved godt at det ikke var den eneste årsag til katastrofen, men det hjalp.
Dengang havde man jo ikke opdaget hvad hybridavl forårsager, det ved man i dag, og derfor er det ufatteligt at man overhovedet sætter projekter i søen ud fra indkrydsningsfilosofien.
Mange af de frederiksborg linier som havde rodfæstet sig var af Regulus linien, og derfor passede de genetisk fortræffeligt til Knabstrupperen. At mange frederiksborgheste, som blev benyttet til indkrydsning, blev kaldt Zarif dit og dat, skyldtes udelukkende navne begrebsforvirring.
Bønderne elskede deres spættede heste. Få racer har så mange fortællinger og legender med sig. Det store spørgsmål er nu ,blev der drevet målrettet raceavl op gennem tyverne, trediverne og fyrrene. Svaret er både ja og nej. Den form for broderskab jeg nævnte før eksisterede stadig. Man vidste hvor hingstene stod. Man vidste hvem der havde gjort hvad, og man mødtes regelmæssigt til det utal af dyrskuer som afholdtes netop i denne periode. Noget blev skrevet ned, men desværre kun en del. Dog nok til, at vi i dag, har et nogenlunde klart billede af avlen. Så klart at vi i dag kan fremlægge linier som går tilbage til Knabstrup Gods - og fra Løvenborg hingsten yderligere til 1683.
Var denne form for videnavl raceavl. Jeg mener ja – fordi den var baseret på netop viden og stor erfaring, og naturlig ansvarlighed. Elementer som syntes fuldstændigt forsvundet. Selvfølgelig var der kvajhoveder der avlede fuldstændig uansvarligt, det vil der altid være, men da vi når frem til halvtredserne står man stadig med en forholdsvis homogen bestand. Om man kan lide eksteriøret eller ej, så havde man et godt og ensartet grundlag at bygge på.
Så kom traktoren og fejede hesten af banen, og på ganske få år mistede hesten sin betydning. Det bevirkede at interessen og dermed også registreringen led skade. Nu var det hesten som fritdsdyr og til sport det drejede sig om.
Og så går det løs ! Da hesten ikke mere opfyldte en opgave i landbruget blev der behov for en platform hvor den nye tids krav kunne opfyldes.
Der har indtil nu været tre knabstrupper foreninger. Den første blev stiftet på Bornholm i 1933 og hed ”Foreningen til Knabstrupperavlens Bevarelse”. Den var af ren lokal karakter, og man mente bevarelse på Bornholm.
Den anden hed ”Knabstrupperforeningen for Holbæk Amt”, og var en afløser af de systemer som før havde ligget i landboforeninger etc. Denne forening var, af forskellige årsager aldrig rigtig levedygtig, og mistede pusten i slutningen af tredserne.
I 1971 dannedes så ”Knabstrupperforeningen for Danmark” en forening der fra første færd stod med den store udfordring at tilpasse knabstrupperen til de krav den nye tid stillede. For uanset hvad man mener om den måde man valgte, skal det retfærdigvis siges at noget skulle der gøres.
Man havde to muligheder. Indkrydsningsavl eller typeavl ved udvælgelse. Og man valgte indkrydsningsavl.
På det tidspunkt hed DV DSA. Og filosofien var at hvis man tog de bedste heste fra forskellige race, og blev ved med det, så ville man hurtigt få en bestand af eliteheste til sportsbrug, altså hybridavl. Men sådan gik det ikke, og i dag ca. 50 år efter er det svært at få øje på triumfen. Man kan ikke få avlsikkerhed i hybridavl. Selvfølgelig er der lavet gode heste i DV, men prøv at tænke på det enorme spild der har været.
So ein ding muss vir auch haben – sagde man i den nye knabstrupperforening, og med støtte fra diverse landbrugskonsulenter begyndte man at konstruere en såkaldt indkrydsningsliste. Man ville fandenedeme lave en plettet olympiade vinder, og det skulle gå stærkt. Men det gjorde det ikke.
Man snakkede meget om pletter, og mens man gjorde det var der en der sagde ”vi skal selvfølgelig også have ponyer” – og så fik man det !
Oh herrejemini, man lod hente plettede ponyer fra England, nu var Knabstrupperen pludselig også blevet en pony. Men det skulle blive værre endnu ”vi må have miniponyer” var der en eller anden dyrplager der sagde – og så fik man det. Nu var knabstrupperen også blevet en minipony ! Nu kunne det da ikke blive værre. Jo det kunne det godt, jeg var lige ved at glemme at der i 1975 bliv importeret en canadisk appaloosahingst som blev kåret og indsat i avlen, jeg syntes det minder lidt om computer virus.
Men var der da slet ingen der råbte vagt i gevær? Var der slet ingen der talte om bevaring af racen og udvikling på grundlag af det oprindelige materiale man råde over. Jo når man følger den debat der gennem alle årene har været før i Knabstrupper Nyt, er der hele tiden nogle avlere der har manet til besindighed. Men begejstringen for hybridkonceptet har altid fejet bevaringavlerne af banen.
Antallet af bevaringsavlere har altid svinget en del. Mange har givet op overfor det pres der har været fra hybridavlen og nogen har halvhjertet ævlet om renavl, men aldrig gjort noget ved det. I de senere år er interessen for renavl steget, mest på grund af nytilkomne avlere, som troede at de skulle avle knabstrupper – men som overhovedet ikke kunne se logikken i det der foregik. I dag er kun en tolvtedel af avlspopulationen egnet til en desideret raceavl.
Hybrid foreningen anser raceavlerne som sentimentale individer, og har indtil nu ikke været indstillet på at give plads til raceavl.
Når man ser på de to retningers avlsmål kan man godt forstå at der i grunden ikke er noget at tale om, og at dannelse af forening nummer fire er lige om hjørnet.
Det har altid undret mig at selv de mest forbenede indkrydsningsavlere begejstret beretter om hestens historiske baggrund, når det de beskæftiger sig med er bare at frembringe en plettet moderne ridehest, uanset afstamning.
Lars Køhler
Raceavler
